Antallet af indbrud falder: Sådan sikrer du dit hus før vinterferien

I 2020 faldt antallet af indbrud i private hjem markant. Sammenlignet med 2019, var der i 2020 over 500 færre anmeldelser fra østjyske borgere, som havde haft ubudne gæster. Det svarer til et fald på over 23%. Med enkle skridt kan du selv minimere risikoen for at komme hjem til en ubehagelig overraskelse efter vinterferien.

Det er ubehageligt at komme hjem til et gennemrodet hus. I 2020 var der 1913 østjyske borgere, som kom hjem til en grim overraskelse. Det er et fald fra 2019, hvor tallet hed 2498. Antallet af indbrud har været støt faldende de sidste mange år, men vinterferien er lige om hjørnet, og den er ofte højsæson for ubudne gæster.

” Det er dejligt at se, at indbrudstallene falder, men vi skal gerne endnu længere ned. Corona-nedlukningen har betydet, at mange er hjemme det meste af tiden. Det giver færre gode tidspunkter for tyvene til at komme på besøg, så det er nu vi skal sikre, at tallene forbliver lave.” siger Camilla Holdorff Nielsen, vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, og fortsætter:

” Selvom vinterferien ikke går til alperne i år, er der mange der tager væk f.eks. i sommerhus i ferien. Vores erfaring er, at ferie-perioderne er højsæson for indbrudstyve, så lige nu er et rigtig godt tidspunkt at få sikret sit hus.”

Giv din bolig et indbrudstjek

Østjyllands Politi arbejder målrettet både med efterforskningen af de indbrud, som bliver begået og med en række forebyggende indsatser. I samarbejde med blandt andet BoTrygt! og flere af kredens kommuner, afholdes der virtuelle borgermøder, hvor der gives både aktuel statistik fra lokalområdet og gode råd til, hvordan folk kan sikre deres bolig.

”Vores frygt er selvfølgelig, at indbrudstallene stiger, når der igen bliver åbnet op og folk er mere hjemmefra. Vi har hele tiden fokus på området, men man kan selv gøre rigtig meget for at gøre sin bolig modstandsdygtig overfor tyvene. Tag et kig på dine døre og vinduer og find de svage steder. Ved f.eks. at skifte låsen, montere hasper på vinduerne eller sætte glaslisterne fast med sikkerhedsskruer, gør man det væsentlig mere vanskeligt for tyven at komme ind. Det er vores opfordring, at man bruger tiden hjemme nu på at sikre sit hus så godt som muligt mod grimme overraskelser,” siger Camilla Holdorff Nielsen.

5 gode råd før du tager på vinterferie

  • Snak med dine naboer. Tilmeld jer nabohjælp og lav en aftale om at holde øje hos hinanden. Tyvene vil for alt i verden ikke genkendes, så hvis de fornemmer, at naboerne kigger, hvis der kommer en fremmed bil, eller at der bliver hilst på fremmede på vejen, så vil de ofte gå igen. 
  • Få det til at se ud, som om du er hjemme. Lad opvasken stå fremme på bordet, sæt musik på som kan høres udefra, lad noget af lyset være tændt eller brug et tænd-og-sluk ur eller få din nabo til at parkere i din indkørsel.
  • Sæt dine værdigenstande væk fra vinduerne, så de ikke kan ses udefra. Dyre computere, designer-møbler eller smykker kan være svære for tyven at modstå.
  • Vent med ferie-opslag på de sociale medier, til du kommer hjem. Nogle gange kigger tyvene med.
  • Gør det svært for tyven at komme ind. Monter beslag og hasper og skift til mere sikre låse. Lås værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud.

Ring 112 hvis du ser en indbrudstyv

Hvis du ser en person, der er i gang med at bryde ind, skal du ringe 112. Hvis du har haft indbrud, skal du ringe 114.

Østjyllands Politi prioriterer begge typer anmeldelser højt.

Få viden om sikring af døre og vinduer

På BoTrygt’s hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du sikrer døre og vinduer og gør dit hus indsbrudssikkert. Du kan også tage en test eller læse mere om hvordan du undgår at købe hæler-varer.

Bliv nabohjælper

Via appen Nabohjælp kan man organisere sig i grupper af betroede naboer og holde øje med hinandens boliger. Der er også mulighed for at dele og modtage beskeder fra andre nabohjælpere i et større område, så du bliver orienteret, hvis der er set mistænkelige personer i kvarteret, eller der har været indbrud i nærheden.

Kommentarer