Virksomheder mødte fremtidens ”grønne” medarbejdere
Fredag d. 30/9 summede pladsen bag Elværket af aktivitet til afslutningsevent for temaugen Green Innovation Week. Her blev der sat fokus på bæredygtige tiltag inden for alt fra produktion, logistik og byggeri til fødevarer, finans og fashion. Hos Upcycling Scandinavia, som producerer møbler af genbrugsplast, mener direktør Erik Serritslev, at deltagelsen gik over al forventning. Han peger på, at den grønne omstilling hos virksomhederne er afhængig af mødet med fremtidens ”grønne” medarbejdere, og at Green Innovation Week gav mulighed for at dyrke den brede påvirkning af samarbejdet mellem virksomheder og uddannelser.
Teltet summede af stemning, da afslutningsfesten for Green Innovation Week i fredags åbnede for sine gæster. Formiddagens besøgende bestod primært af egnens erhverv og uddannelser, og efter kickstart fra Anders Morgenthaler gik dagens første talere på scenen. Blandt dagens udstillere var Erik Serritslev, stifter og direktør i Upcycling Scandinavia, som producerer inventar af affaldsplast. “Vi har opnået utrolig meget med vores deltagelse i Green Innovation Week”, fortæller han. “Århus Universitet har inviteret os til at holde oplæg for de studerende, og hos Dania i Hobro skal vi mødes og tale om, hvordan vi kan få smeltet den grønne omstilling hos sådan nogen som os ind i uddannelserne”, fortsætter han.
Studerende pitchede grønne løsninger for Cykelpartner og Nomi4S
Hos Erhvervsakademi Dania har eleverne længe været en del af Green Innovation Week. Faktisk blev eleverne allerede i august “kastet” ud i opgaven med at finde på bæredygtige tiltag hos Cykelpartner.dk og Nomi4S, som gennem projektgruppen Green Innovation Makers havde formuleret grønne udfordringer. Det fortæller underviserne Stefan Tholstrup Schmidt og Morten Kluw Wøldike Schmith, som understreger at projekterne har kickstartet et innovativt mindset hos eleverne. “Det handlede om forskellige processer bag store virksomheder. Hvordan det foregår med et stort lager, mange varenumre og logistik omkring pakning, fragt og returvarer. Det handlede om at prøve at spotte steder med mulighed for optimering eller reduktion af spild. Eleverne pitchede deres ideer for de to virksomheder til Green Innovation Week, og der er ingen tvivl om, at de har fået et kæmpe energi- og selvtillidsboost”, fortæller Stefan.
Cirkulær tankegang i fremtidens bæredygtige byggeri
Fra Skive College deltog grundforløbet på tømreruddannelsen, som havde valgt at udvikle TinyHouses som et projekt op til eventet. Faglærer Søren Madsen fortæller, at det var oplagt som en del af konceptet for Green Innovation Week, men at den type byggeri også er oppe i tiden. ”For bare få år siden byggede man huse på 180m2, fordi det skulle være stort. Nu går vi den anden vej og bygger småt”, forklarer han. ”Trenden peger også i retning af en mere cirkulær tankegang, hvor vi bruger materialer, vi kan genanvende. Derfor har eleverne brugt træ og skifer, som kan indgå i andre sammenhænge, hvis konstruktionen på et tidspunkt skal nedlægges. Det er også tanken i en bæredygtig konstruktion, at materialerne skal binde så meget CO2, som muligt. Det fik eleverne lov til at forklare folk, som besøgte os på pladsen, og det var en god oplevelse for dem, at der blev vist så stor interesse for deres projekt”, fortsætter han.
Virksomheder og uddannelser skal samarbejde endnu mere om den grønne fremtid
Hos Upcycling Scandinavia ligger mødet mellem virksomheder og uddannelser særligt højt på ranglisten efter deltagelsen i Green Innovation Week. Erik Serritslev fortæller, at virksomheden i øjeblikket arbejder på et nyt produktionsanlæg, som på sigt skal drives af 100% grøn energi. Det betyder også, at der bliver behov for op mod 80 medarbejdere, som har grønne kompetencer med i værktøjskassen på alle parametre. “Derfor er forbindelsen til uddannelserne ved Green Innovation Week særligt vigtig. Vi mødte fremtidens medarbejdere i form af mere end 1000 unge, som besøgte teltet på dagen. Og med et styrket samarbejde med uddannelserne kan vi påvirke fremtidens arbejdsmarked endnu bredere”, slutter han.
Kommentarer