Kultur

Ukraines uafhængighedsdag i Skive søndag den 28. august

Foto: Frivilligcenter Skive

En gruppe herboende ukrainske kvinder inviterer til en festlig eftermiddag på Skive Teater. Eftermiddagen er både for alle ukrainere i Skive Kommune og alle andre interesserede.

Det er nu et halvt år siden, at krigen startede i Ukraine. Kort tid efter begyndte der at komme ukrainere, især børn og kvinder, til Skive-egnen på flugt fra krigen.

De kom ofte bare med et par tasker med de vigtigste ejendele og børnene ved hånden. Sønner, mænd og fædre var blevet tilbage for at kæmpe for Ukraine.

Det var ikke svært at forestille sig, hvor forfærdeligt det må være, og mange borgere, foreninger, kirken osv. gik i gang med at hjælpe og handle. Der blev indsamlet mad, tøj, sko, legetøj og møbler. Der blev åbnet ’butikker’, hvor ukrainske flygtninge gratis kunne hente det de havde behov for. Der blev doneret penge. Der blev etableret sociale mødesteder og aktiviteter

En gruppe herboende ukrainske kvinder på Skive-egnen har nu taget initiativ til en festlig eftermiddag søndag den 28. august på Skive Theater. Kvinderne driver også Den Ukrainske Skole, hvor ukrainske børn mødes hver anden søndag og leger og lærer om deres ukrainske kultur.

”Vi har længe gået og tænkt på, at vi gerne vil lave en festlig og børnevenlig dag for alle ukrainere i Skive og for alle andre interesserede på Skive-egnen. Og vi tænkte, at Ukraines uafhængighedsdag (svarende til Grundlovsdag, red.) var den helt rigtige anledning”, siger Iryna Shevchenko, som er en af arrngørerne.

En lille bid af Ukraine

Ved arrangementet kan man opleve en lille bid af ukrainsk kultur. Man kan fx smage ukrainsk mad, man kan høre ukrainsk musik, få taget billeder i traditionelle ukrainske dragter samt afprøve og købe ukrainsk håndværk.

”Ved festen kan ukrainske børn, unge og voksne på Skive-egnen komme og hygge sig og læne sig tilbage i deres egen kultur. Samtidig vil vi gerne med festen sige tak til alle de mange på Skive-egnen, der har hjulpet os, og vise dem lidt fra vores kultur. Vi oplever så meget venlighed og vil gerne give lidt igen”, fortæller en anden af kvinderne, Alla Kuchans.

Den ukrainske fest er støttet af Skive Theater, Frivilligcenter Skive, Tøjeksperten, Bog & Idé, Høg Møller, Sandnes Garn, Kaffemøllen, Mc Donald, Hot’n Tot, Flying Tiger, Matas, Normal, A & G, Joe Joe, Spar Vest Fonden, Skive Badeland, Skive Kinesiske Restaurant, Frisør hos Peter, Søster Grene, Stenovns Pizza & Steakhouse, Pizza & Bøfhus, Jysk, Hem Købmand, City Vest.

Overskuddet fra dagen går til Marta Levchenkos Fond, som støtter børn, som er ofre for krigen i Ukraine.

Arrangementet finder sted søndag den 28. august mellem klokken 12 og 17 i Skive Teater, Theaterpladsen 10, 7800 Skive.

Kommentarer