Skive

Talentholdet åbner for tilmelding: Spændende udfordringer på vej til kvikke hoveder

Foto: Skive kommune

Har man særlige evner, kræfter og vilje til skolearbejde er der igen i år mulighed for at blive en del af Skive Kommunes Talenthold. Der er nu åbent for tilmelding.

Har du nemt ved skolen, og kunne du godt bruge nogle sjove, faglige udfordringer? Så er muligheden der nu, for Skive Kommunes Talenthold er nu igen åbent for tilmelding.

Talentholdet er et fritidstilbud for elever i 4.-6. klasse, som har særlige evner, kræfter og vilje til skolearbejde. På talentholdet fokuseres der på digitale medier og kreativ teknologi, og eleverne får mulighed for at fordybe sig og møde andre på samme niveau.

Talentholdes afholdes på Læringsambassaden på Elværket i Skive. Undervisningen foregår torsdag eftermiddag fra november til marts. Der arbejdes blandt andet med 3D-print, lasercutter, små robotter og billedbehandling.

Den dybe tallerken?

Underviser Marco Mølbæk fortæller, at der i år skal kigges på, hvordan man kan arbejde forskelligt med designs:

-Den dybe tallerken er opfundet, men der er stadig uendelig mange muligheder for at give den et nyt design, siger han.

Samtidig vil han godt love, at det bliver anderledes og spændende, og at der selvfølgelig skal tænkes ud af boksen:

-Det er vigtigt at eleverne oplever, at en præsentation af et produkt kan foregå på mange andre måder end et Powerpoint-show, tilføjer han.

Hvis man ønsker at deltage på Talentholdet, skal man sende en ansøgning inden den 10. oktober 2022 på www.skive.dk/job

Ansøgningsskemaet skal udfyldes af en elev/forælder og en lærer.

Kommentarer