Samfund

Studerende valfartede til Skive: Stor interesse for grønne jobs

Foto; Green Innovation Makers

Op imod 2.000 studerende fra hele landet var fredag i Skive i forbindelse med eventen Green Innovation Makers. Usikkerheden på energimarkedet har skabt stigende interesse for at arbejde med bæredygtige teknologier, lyder det fra arrangøren.

Ifølge tal fra Finansministeriet er der behov for at ansætte op imod 40.000 nye medarbejdere i danske virksomheder til at drive den grønne omstilling frem mod 2030. 

Derfor er der behov for, at flere unge skaber en grøn profil allerede under deres uddannelse.

Sådan lyder det fra Louise Vilsgaard, projektleder for konferencen Green Innovation Makers, der fredag samlede op imod 2.000 studerende fra hele landet med henblik på at gøre dem mere bevidste om deres muligheder inden for den grønne sektor.

– Vi kommer nogle gange til at tale om den grønne omstilling som noget, der udelukkende skal drives af videnstunge teknologivirksomheder. Men skal vi lykkes med den grønne omstilling, så er det noget, der skal leve i alle virksomheder på tværs af alle brancher inden for alle fag. Derfor er der behov for, at alle studerende får en større bevidsthed om, hvilke muligheder de har for at præge den grønne omstilling inden for deres eget felt, siger Louise Vilsgaard.

Energikrise skaber interesse

At dømme efter fremmødet på eventen er der dog allerede stor interesse blandt de studerende for skabe sig en mere grøn profil. 

Hundredvis af studerende fra lokalområdet – men også studerende fra både Aalborg, Aarhus og København – havde således taget turen til Skive.

– Der er ingen tvivl om, at usikkerheden på energimarkedet og de stigende el- og gaspriser har skabt en større interesse for jobmulighederne inden for den grønne omstilling blandt de studerende. Mange virksomheder er dybt afhængige af at nedbringe deres energiforbrug og arbejde mere bæredygtigt, og det ser altså ud til, at der er rigtig mange studerende, der gerne vil være med på den rejse, siger Louise Vilsgaard.

Mangler arbejdskraft

Dansk Industri har netop kåret Skive Kommune til den kommune i landet, der er bedst til at skabe gode betingelser for grønne virksomheder, og hvis den placering skal fastholdes, kræver det en fortsat tilgang af talentfulde unge. 

Derfor har Green Innovation Makers også handlet om at skabe kontakt mellem de mange studerende og grønne virksomheder. 

– Målet er at vise studerende, hvilken forskel de kan være med til at skabe med deres uddannelser. Det grønne erhvervsliv på Skiveegnen har i den grad brug for arbejdskraft, og behovet for nye medarbejdere vil bare stige de kommende år. Vi skal sætte handling på bæredygtighed, så studerende, uddannelser og erhverv sammen kan sætte turbo på den grønne omstilling, siger Louise Vilsgaard.

Kommentarer