Status efter borgermøder: “Det har givet masser af stof til eftertanke”
Den forgangne uge har budt på to borgermøder, hvor borgernes idéer, ønsker og bekymringer er blevet luftet i forhold til, hvordan fremtiden på skole- og dagtilbudsområdet skal se ud. Udvalgsformand Peder Christensen anerkender de mange tilkendegivelser, der tages med videre ind i de næste faser af processen.
Den forgangne har budt på to borgermøder om struktur og kvalitet på skole- og dagtilbudsområdet. Tirsdag i Kulturcenter Skive og torsdag i Salling Hallen i Roslev. Fælles for dem begge var stor debatlyst blandt de fremmødte og masser af konkrete forslag:
– Jeg synes, det var rart med det engagement, der blev vist på borgermøderne, og der blev talt meget bredt om tingene. Derudover vil jeg gerne takke borgerne for at være mødt op, for jeg anerkender, at det er en svær situation for mange, siger formand for Børne- og Familieudvalget, Peder Christensen.
En særlig bekymring har Peder Christensen hæftet sig ved. Flere af deltagerne på borgermøderne havde den opfattelse, at politikerne allerede har en plan, og at der er er taget stilling til hvad der skal ske. Den kan Peder Christensen mane i jorden:
– I modsætning til hvad mange tror, er der endnu ikke besluttet noget, siger han.
Stof til eftertanke
Kommunens kultur- og familieforvaltning har renskrevet og skabt overblik over de mange forslag og input, der er kommet frem på møderne. Alle synspunkter og pointer er taget til referat – også selvom det måske ikke lige blev sagt højt fra scenen på selve aftenen.
– De forskellige tilkendegivelser vi har fået på borgermøderne, har givet masser af stof til eftertanke. Det er ikke sådan, at vi i udvalget nu har klare svar på, hvad der skal gøres, men vi skal nu i gang med at se på det samlede billede, fortæller Peder Christensen, der sammen med det øvrige Børne- og Familieudvalg inden længe skal tage stilling til mere konkrete scenarier.
Ny fase
Fra slutningen af august bevæger skole- og dagtilbudsprocessen sig ind i en ny fase. Fra at have fokus på borgerinvolvering, meningsudveksling og dataindsamling af forskellig art, er det nu den kommunale forvaltnings tur til at udarbejde mere konkrete forslag og scenarier ud fra de indsamlede input og data.
De forslag skal så diskuteres og vendes i såvel styregruppe som i de to referencegrupper, ligesom der skal foretages forskellige økonomiske beregninger af eventuelle konsekvenser. Scenarierne skal i september/oktober drøftes i Børne- og Familieudvalget, mens byrådet skal forholde sig til et konkret forslag på deres møde den 1. november. Efterfølgende venter en høringsfase på otte uger, og dermed kan byrådet træffe den endelige beslutning ultimo februar 2023.
Planen er, at den fremtidige skole- og dagtilbudsstruktur – uanset hvad der besluttes – skal være gældende fra begyndelsen af skoleåret 2023.
Faldende børnetal
Mødet i Skive tiltrak cirka 260 mennesker, mens cirka 350 gæster var til stede i Salling Hallen. De fremmødte fik begge steder præsenteret udfordringerne for skole- og dagtilbudsområdet. Prognoser viser, at der om fem år vil gå 559 færre elever i skolerne end i dag, og da pengene tildeles per elev, betyder det, at der om fem år bliver 61,7 millioner mindre til skolerne at gøre godt med i budgettet. Foruden de økonomiske fremtidsscenarier blev der fremlagt tre forskellige typer af handlemuligheder – regneeksempler, der alene skal bruges til at vise, hvad tre forskellige handlemuligheder har af økonomiske konsekvenser.
I scenarie 1 beholdes den nuværende struktur. Det giver en øjeblikkelig merudgift på mellem 0 og 1 million kroner – altså foruden de afledte godt 60 millioner kroner, der vil komme til at mangle i løbet af fem år. I scenarie 2 er der regnet på lukning af 1-2 skoler og 1-2 dagtilbud, og det vil frigøre 10 millioner kroner. Scenarie 3 byder på lukning af 3-4 skoler og 2-3 dagtilbud, og det vil frigøre 12-17 millioner. Med i beregningerne er ikke udgifter til eventuelle bygningsmæssige ændringer, mens der er taget højde for skønnede, øgede omkostninger til transport.
Udfordringerne med det faldende børnetal og de afledte effekter kom formand for Børne- og Familieudvalget, Peder Christensen, også ind på i sin velkomsttale på møderne:
– Vi har en udfordring med et faldende børnetal, og med færre elever og børn i skoler og dagtilbud, bliver der færre penge at gøre godt med. Udfordringen med det faldende børnetal har været til stede i mange år, og indtil videre er det lykkedes at finde løsninger via kreativitet og personalets store faglighed. Det har været gode løsninger indtil videre. Vi kan dog ikke blive ved med at gentage de kreative løsninger, for der er grænser for, hvor tyndt der kan smøres ud, lød det.
Kommentarer