Skiveegnens Kulturuge 2022: Kulturfolk inviteres til første spadestik
Juni føles måske langt borte i denne tid med jul og kulde, men forberedelserne til Skiveegnens Kulturuge 2022 er allerede begyndt – og første møde for kulturens arrangører er nu i sat i kalenderen.
Når Skiveegnens Kulturuge går i luften den 11.-18. juni 2022, skal der være noget for alle: koncerter, teater, vandreture, workshops, kunst, bøger og meget mere. Det er ambitionen, men en kulturuge laver jo ikke sig selv:
– Derfor er alle kulturfolk og andre nysgerrige inviteret til et møde den 10. januar, hvor vi sammen tager første spadestik til den kommende kulturuge, fortæller Kent Sørensen. Han er chef i afdelingen for Kultur & Fritid, som koordinerer Skiveegnens Kulturuge i tæt samarbejde med Kulturelt Samråd Skive.
Corona-venlig kulturuge
Skiveegnens Kulturuge bød i 2021 på et program spækket med mere end 100 arrangementer og aktiviteter. Størstedelen var mindre indslag under åben himmel spredt over hele Skiveegnen:
– I juni markerede dette års kulturuge den spæde genstart efter en lang nedlukning, og mange af Skiveegnens kulturinstitutioner og foreninger bød ind med arrangementer. Selvom vi lige nu ser ind i et nyt år med mange ubekendte, håber og forventer vi, at kulturugen også i 2022 bliver både realiserbar og en succes med masser af gode oplevelser for alle i kommunen, siger Kent Sørensen.
Vil du være med?
Infomødet finder sted mandag den 10. januar 2022 kl. 16.30-18 på Skive Museum. Her fortæller Kultur & Fritid og Kulturelt Samråd Skive blandt andet om kulturugens tema og rammer, puljemidler og tidsfrister. Mødets sidste halvdel består af en workshop med overskriften: ’Samarbejde på tværs’.
Tilmelding til misk@skivekommune.dk inden den 7. januar kl. 12.
Bemærk: Hvis mødet ikke kan afholdes fysisk på sikker vis, gennemføres det online over Teams på samme tidspunkt. Så sæt kryds i kalenderen uanset.
Kommentarer