Debat og politik

Skive Kommune tager imod flere ukrainske flygtninge end de er forpligtet til

Byrådet besluttede på mødet i går, at Skive Kommune skal indgive ønske til Udlændingestyrelsen om at tage imod 350 flygtninge fra Ukraine i stedet for de 109, som kommunen stod til at blive tildelt efter Udlændingestyrelsens fordelingsnøgle. Derudover er kommunen klar til at yde kosttilskud til ukrainske flygtninge i den periode, der går, fra de har søgt opholdstilladelse, og til de får den – dog senest frem til den 4. april 2022.

Skive Kommune har meddelt Udlændingestyrelsen, at kommunen er klar til at tage imod 350 flygtninge fra Ukraine. Det besluttede byrådet på mødet i går.

– For det første er vi alle meget berørte af den situation, som ukrainerne står i. Derfor vil vi gerne hjælpe så mange, vi kan. Vi har i flere uger arbejdet på at afdække mulighederne for at tage imod de ukrainske flygtninge. Derfor har vi nu et overblik over situationen. Og det er det, der gør, at vi har meddelt Udlændingestyrelsen, at vi er klar til at tage imod flere, end vi ifølge styrelsens fordelingsnøgle er forpligtet til. Såfremt situationen ændrer sig yderligere, er vi naturligvis parat til at revurdere tallet, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.

Kosttilskud på vej

Derudover har byrådet besluttet at give et kosttilskud til de ukrainske flygtninge, der har udfyldt en ansøgning om opholdstilladelse, og som ikke har en likvid formue eller indtægt fra et job. Der er tale om et tilskud på 56 kroner om dagen pr. person. Der stilles ingen formelle krav om, at kommunerne skal tilbyde kosttilskud. Det er op til den enkelte kommune. Men muligheden for kosttilskud tager udgangspunkt i et aktstykke, som Folketinget har vedtaget, og som giver kommunerne hjemmel til at udbetale tilskuddet, såfremt de vælger at benytte sig af dén mulighed.

– Det har vi valgt at gøre i den periode, der går fra, at de ukrainske flygtninge sender ansøgningen om en opholdstilladelse af sted og til, at de har fået opholdstilladelsen. Med den i hånden får de ret til at modtage en lang række ydelser fra kommunen og vil derfor ikke have brug for det særlige kosttilskud. Men vi vil gerne hjælpe dem så meget, som vi overhovedet kan, og derfor har vi valgt at yde denne ekstra hjælp, indtil der er givet opholdstilladelse, siger Peder Christian Kirkegaard.

Hjælp til ansøgning

Ukrainere, der vil søge kosttilskud, kan få hjælp til at udfylde ansøgningen på Viborgvej 7B i Skive. Der er åbent for ansøgninger torsdag den 31. marts, fredag den 1. april og mandag den 4. april 2022 i åbningstiden mandag-onsdag kl. 8-14, torsdag kl. 8-16 og fredag kl. 8-12. Uanset hvornår ansøgningen modtages, vil ansøgerne få tildelt kosttilskud fra og med tirsdag den 29. marts 2022, hvor ordningen trådte i kraft. Hvis ansøgningen for eksempel bliver sendt mandag den 4. april, vil ansøgeren alligevel få kosttilskud fra tirsdag den 29. marts.

Efter mandag den 4. april er det ifølge aktstykket, der er vedtaget i Folketinget, ikke længere muligt at søge kosttilskud. Hvis Folketinget forlænger aktstykket, der giver mulighed for kosttilskud, vil Skive Kommune fortsætte med at tilbyde det.

Udbetalingen af kosttilskud kommer til at foregå på Viborgvej 7 i den nævnte åbningstid.

Kommentarer