Skive igen femte mest ejendomsvenlige kommune
EjendomDanmark har netop offentliggjort sin årlige vurdering af, hvor gode vilkår ejendommene rundt omkring i Danmark har. Skive indtager lige som sidste år en flot femte plads.
Hvert år måler og rangerer EjendomDanmark kommunernes ejendomsvenlighed, og Skive Kommune fastholder i år sin placering i toppen af listen. Byg & miljøchef Ann Ammitzbo begrunder blandt andet den flotte placering med, at det går rigtig godt med byggesagsbehandlingen i kommunen.
– Vi har rigtig god gang i byggeriet i Skive Kommune. Vi har pr. 1. november 2021 modtaget knap 900 byggeansøgninger, så vi forventer inden årets udgang at ligge på omkring de 1000 byggeansøgninger. På trods af den store travlhed, har vi formået at holde kadencen med hensyn til vores lave sagsbehandlingstid, siger Ann Ammitzbo.
Ejendomsvenlighed prioriteres højt i Skive Kommune, da det bidrager til at holde gang i ejendommene, tiltrække og fastholde erhverv og borgere. Derfor er det glædeligt, at Skive Kommune fortsat rangerer højt som ejendomsvenlig kommune.
Måles på seks vilkår
Undersøgelsen måler på seks konkrete vilkår, som kommunerne opstiller for ejendomsejere:
Dækningsafgift
Grundskyld
Regulering af private lejeboliger
Sagsbehandlingstiden for byggesager
Byggesagsgebyrer
Antallet af ejendomsforbrydelser
Kommunernes rangering på hvert parameter sammenregnes til en placering på den samlede rangliste.
På landsplan går det overordnet en smule bedre på tre ud af de seks parametre, der indgår i undersøgelsen. På den positive side er antallet af ejendomsforbrydelser faldet med 13% på landsplan og ligger nu på et historisk lavt niveau.
Hvor timeprisen på byggesager steg sidste år, falder den nu en smule – i gennemsnit er priserne på landsplan faldet med 6 kr. Skive Kommune opkræver ikke byggesagsgebyr. Også dækningsafgiften er på landsplan svagt faldende. Grundskylden og rækken af regulerede kommuner ligger stabilt i forhold til sidste år, men sagsbehandlingstiden for byggesager bevæger sig til gengæld fortsat i en negativ retning. Byggesagsbehandlingstiden på landsplan er steget fra 48 dage til 51 dage i gennemsnit.
Kommentarer