Kultur

Skive bliver værtskommune for hel etape af PostNord Danmark Rundt

Foto: Skive kommune

Et historisk stort felt med 22 teams bestående af 154 ryttere kommer til at køre PostNord Danmark Rundt 2022. Løbets fjerde etape bliver gennemført fredag d. 19. august i Skive Kommune.

Det var en yderst tilfreds Skive-borgmester, der i dag deltog i præsentationen af årets PostNord Danmark Rundt 2022 på et pressemøde, der blev afholdt i naturskønne omgivelser på Hotel Pinenhus ved Sallingsund.

Der var bestemt også noget at glæde sig over på pressemødet, som kunne følges virtuelt på løbets hjemmeside. Både start og mål i Skive, og en hel etape på 167,3 km, der tager rytterne en tur rundt udelukkende i Skive Kommune.

– Det er virkelig et scoop for Skiveegnen, lyder det fra Peder Christian Kirkegaard.

– Jeg ser det som en unik begivenhed, en folkefest for vores borgere, og forhåbentlig bliver der kæmpe opbakning overalt på strækningen. Ruten bringer rytterne igennem mange af vores byer og landsbyer, og det kommer til at ske under massiv national mediebevågenhed, blandt andet med helikopterdækning, som transmitterer direkte billeder fra løbet og vores fantastiske natur- og kulturlandskab, siger han.

Massespurt på Strandvejen

Løbet vil starte med ’neutral start’ på Posthustorvet i Skive, hvorefter rytterne kører gennem gågaden, Resenvej, forbi Hancock og med løbsstart i Resen ved Marienlyst. Herefter bugter etapen sig rundt på Salling, hvor feltet bl.a. kommer igennem Thise, Glyngøre, videre til Roslev og tilbage til Skive, inden ruten slår et lille knæk ud til Højslev. Det hele slutter med tre små omgange i Skive, hvor bakken på Skovly bliver et godt sted for publikum at overvære løbet. Den forventede massespurt afgøres på Strandvejen ud for lystbådehavnen.

Se ruten på et kort

Peder Christian Kirkegaard er glad for, at Post Nord Danmark Rundt har valgt at lægge en hel etape her i Skive. Han ser det som en anerkendelse af det talentarbejde indenfor cykelsporten, der finder sted i Skive i disse år.

– Her foregår et fornemt talentarbejde, ikke mindst igennem vores lokale cykelhold Team Colo Quick som alle så høsten af, da Jonas Vingegaard sidste sommer kom på podiet som nummer 2 i Paris, efter en sensationel pragtpræstation i Tour de France. Nu ser vi spændt frem til cykelsæsonen 2022. Og ikke mindst til at vi bliver vært for Post Nord Danmark Rundt den 19. august. Vi håber, rigtig mange vil komme og deltage i den store begivenhed. Og måske benytte lejligheden til at kigge nærmere på nogle af de attraktioner, som rytterne kommer forbi på deres rute, siger borgmesteren.

Kommentarer