Kultur

Rasmus Tantholdt udsætter foredrag i KulturCenter Skive

Krigskorrespondent, journalist Rasmus Tantholdt vendte tidligere på måneden hjem efter 40 dage i orkanens øje i det krigshærgede Ukraine.

Sammen med sin fotograf var han synligt udmattet – men også lettet over at have det gigantiske privilegium at kunne vende hjem til deres land og dem, de elsker. Kontrasten til de talrige ukrainere på flugt havde gjort tydeligt indtryk.

Nu er Rasmus Tantholdt imidlertid tilbage i Ukraine – og det betyder, at hans foredrag ”Det vi så” i KulturCenter Skive tirsdag den 26. april må udsættes.

Igen, må vi konstatere. Det er et foredrag, som Rasmus Tantholdt skulle have holdt allerede i januar, hvor det blev udsat på grund af covid-19.

Nu bliver det i stedet tirsdag den 10. maj.

Men krigskorrespondenten er absolut værd at vente på:

Rasmus Tantholdt har siden 2003 været international korrespondent i diverse konflikt-, krigs- og katastrofeområder, og har bl.a. dækket krigene i Irak, Afghanistan, Syrien og Det Arabiske Forår. 

Selv føler Rasmus Tantholdt, at han har oplevet, hvad andre oplever på tre-fire liv. 

Direktør for KulturCenter Skive, Knud Bjerre, ser frem til en aften med Rasmus Tantholdt. Han siger:

”Hans foredrag er både inspirerende og oplysende, og Rasmus fortæller om livet som korrespondent, hvor han ofte står overfor dilemmaer og i pressede situationer. 

Rasmus formidler sine foredrag på en nærværende, imødekommende og empatisk måde, som skaber en hyggelig og uformel stemning til trods for de barske emner, der bliver taget op. Mon ikke vi også kommer til at høre om det, de har set i et Ukraine i krig, når vi atter kan præsentere Rasmus i KulturCenter Skive? Det tror vi!”

Kommentarer