Navnenyt

Ny film skildrer musikkens betydning for en stor fanskare

Foto: KulturCenter Skive

Interview ved Merete Just, journalist (DJ) og kommunikationschef i KulturCenter Skive

Først var musikeren Johnny ”Kandis” Hansen meget afvisende overfor, at en dokumentar om dansktop-orkestrets specielle fankultur, som filminstruktøren Jesper Dalgaard ville lave, også skulle handle om forsangeren og musikeren selv.

Helt præcist om den tragedie, som ramte Johnny ”Kandis” Hansen og hans familie i december 2008, da han mistede sin første hustru, Helle.

– Jesper og jeg var uenige. Jeg syntes, at alle sten har været vendt, og at det slet ikke er en offentlig ting. Det er noget, vi taler sammen om som familie. Men han fastholdt, og det kan jeg godt se nu, at det giver mening i forhold til nogle af de historier, der er med i filmen, forklarer Johnny ”Kandis” Hansen.

Han tilføjer, at filmen dog ikke kun er trist. Den har også fine stænk af humor i sig.

Som filminstruktør debuterer Jesper Dalgaard med ”Kandis for Livet” i det lange dokumentarformat, og filmen får Danmarkspremiere i KulturCenter Skive torsdag den 23. september.

Det særlige er, at Kandis er med i Skive denne aften.

Arrangementet starter med introduktion til filmen i den biografsal, der er Jyllands største med plads til 900 gæster, ved Johnny ”Kandis” Hansen.

Når filmen er vist, rulles lærredet op – og så giver Kandis en koncert med alle deres største hits på omkring en time. Efterfølgende hilser orkestret på det hengivne og loyale publikum – præcis som de plejer ved deres talrige koncerter.

”Kandis for Livet” er en livsbekræftende film om en gruppe danskere spredt ud over landet, der gennem deres unikke forhold til deres idol finder trøst og mening med livet.

Det er et hudløst ærligt indblik bag facaden hos Johnny ”Kandis” Hansen selv og ikke mindst hans fans, som hver især har et meget personligt forhold til Skandinaviens største underholdningsorkester. De har gjort ham deres egen ”Personal Jesus”.

– Det er en balancegang. På den ene side er det rørende, at vores fans spejler sig i vores sange, men jeg tænker ikke over, hvordan sangen kan og vil blive brugt, mens jeg skriver dem. Det er først nu ved filmen, det er gået op for mig, hvad sange som ”Hotel Himmel”, som jeg skrev efter vores egen tragedie, betyder for nogle af vores fans. Sangene er taget ud af hverdagen, men ofte er det nødvendigt at lægge Kandis og vores fans lidt væk. Som orkester har vi naturligvis også et privat liv med vores egne familier, siger Johnny ”Kandis” Hansen.

Han oplever, at de mange fans har en naturlig respekt for den usynlige grænse, der er mellem musikerne i Kandis – og privatpersonerne. I over 30 år har de kun én gang måttet bede politiet om hjælp til at få en ”stalker” til at respektere privatsfæren.

– Dybest set er jeg meget heldig. Jeg laver præcis det, jeg drømte om, da min far Bjørn optrådte med Okay ved Børnehjælpsdagene i Skive, og spørger du min bankmand behøver jeg ikke gøre det. Men jeg vil gerne, for vi har i Kandis også den fælles historie, at vi startede med at køre rundt til de små steder i en lille kassebil. Vi kender mange af vores fans, som helt naturligt er med i filmen, og vi ejer ikke berøringsangst. Vi spiller for alle typer af mennesker, og vi har altid tid til lidt snak, en selfie eller en autograf, forklarer Johnny ”Kandis” Hansen.

Hans egen karriere kører på 38. år siden han startede i den gamle dansktop, og der er ikke alene solgt langt over 100.000 albums. Kandis og Johnny ”Kandis” Hansen har også fået 53 guld- og platinplader og ni music awards.

Der er altid nogle, der gerne engagerer Kandis, og med så talstærkt et antal spillejob nyder de stor respekt i musikbranchen. Mange af dem er i det midt- og vestjyske, men overordnet indgås der kontrakter over hele landet.

Selv er Johnny ”Kandis” Hansen også altid i gang. Lige nu er han i fuld gang med at synge og indspille en duet sammen med glam-rockbandet Smokie

Kommentarer