Samfund

Midlertidige boliger i Skive til ukrainske flygtninge er sikre

Plejecentrene i Hem, Rønbjerg og Møllestien er ved at blive gjort klar, så flygtninge fra Ukraine kan flytte ind. Det blev besluttet, at de skulle lukkes som plejecentre, da brandsikkerheden til det formål ikke er i orden. Det skyldes, at der er tale om forskellige anvendelseskategorier af boligerne. Den samme bolig kan godt være godkendt til én kategori og ikke en anden. Det afgørende er, hvor selvhjulpne beboerne er.

Lige nu er de tidligere plejecentre i Hem, Rønbjerg og Møllestien ved at blive gjort klar til som midlertidige boliger for ukrainske flygtninge. Men der er tale om plejecentre, som Skive Byråd i marts vedtog at lukke, da brandsikkerheden de steder ikke levede op til myndighedernes krav til ældreboliger. Men der er forskellige kriterier, der ligger til grund for vurderingen af boligerne i forhold til brandsikkerhed. 

– Ældre borgere er ofte gangbesværede og kan have svært ved at komme ud af deres bolig i tilfælde af brand. Det stiller væsentlig højere krav til brandsikkerheden, end når der er tale om selvhjulpne borgere. Der er altså tale om forskellige krav til forskellige anvendelseskategorier. Derfor kan den samme bolig i princippet godt godkendes til den ene målgruppe og ikke til den anden, siger Claus Bo Nielsen, der er beredskabsdirektør i Nordvestjyllands Brandvæsen.  

I fuld gang med at gøre boliger klar

Fra Skive Kommunes side arbejdes der på højtryk for at gøre egnede boliger klar. 

– Vi forbereder os på, at behovet stiger, efterhånden som de ukrainske flygtninge får deres opholdstilladelse. Med den i hånden har de ret til at få anvist en midlertidig bolig. Derfor har vi afdækket mulighederne for egnede boliger. Og her viste det sig, at de tidligere plejecentre godt kunne bruges til formålet. Lige nu vi i fuld gang med at gøre dem klar, siger Lars Harder, der er leder af Skive Kommunes Ukraine-krisestab og direktør i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. 

Boligerne i de tidligere plejecentre er ved at blive møbleret og gjort klar til indflytning.

Kommentarer