Mere cykelfeber: PostNord Danmark Rundt på Skiveegnen bliver en rigtig folkefest
Det er ikke nemt at få armene ned efter Vingegaards fænomenale præstation i årets Tour de France. Men det behøver vi heller ikke. For der er under en uge til, at starten går på fjerde etape af PostNord Danmark Rundt 2022. Som noget særligt starter og slutter feltet samme sted – og det er i Skive på fredag den 19. august. Ude på ruten kommer feltet rundt i det meste af Salling, igennem mange af landsbyerne – også Glyngøre, der er Tour-helten Jonas Vingegaards hjemby – inden der er opløb i Skive by. Hele vejen rundt er der gjort klar til fest.
På cykelhelten Jonas Vingegaards hjemegn, Skiveegnen, er der lige nu ved at blive lagt en sidste hånd på forberedelserne af den store cykelfest, der kommer til at løbe af stablen fredag den 19. august. Mange storskærme er bestilt, skoler, dagtilbud, plejecentre og andre institutioner har sat kryds i kalenderen, borgerforeninger vil være klar med boder med grillpølser, øl og sodavand, der bliver flag og cykelpynt i mange afskygninger. Kort sagt: Alle er med til cykelfest. Store som små. Her og der.
Og det overrasker nok ikke nogen på disse kanter, at Glyngøre er oppe i et særligt festgear. Da Jonas Vingegaard med familie vendte hjem til Glyngøre efter at have vundet Tour de France, var der over 20.000 mennesker samlet i byen, hvor der normalt bor omkring 1300 indbyggere. I byen, som de fleste efter Jonas Vingegaards store cykeltriumf nu kender som hans hjemby. Og på en egn, der også er hjemsted for Danmarks bedste cykelhold Team ColoQuick, der igennem de seneste år har udviklet mange unge talenter, der nu kører for nogle af de bedste hold i verden.
Meget mere end cykling
Men det er bestemt ikke kun Glyngøre, der holder fest, når rytterne i PostNord Danmark Rundt suser rundt på Skiveegnen. Alle landsbyer på ruten er i fuld gang med at gøre klar til at fejre den store cykelbegivenhed for at gøre den ekstra festlig.
– Så den fjerde etape med start og mål i Skive by er ikke bare et cykelløb. Det bliver en hel dag fyldt med sjove påfund, da alle landsbyer på ruten har været med til at skabe Skiveegnens største cykelfest nogensinde. Alle, der sidder og følger med i tv eller dukker op som tilskuere vil simpelt hen kunne mærke, at den handler om meget mere end cykling. Den handler om de mange stærke fællesskaber, der findes rundt omkring på egnen. Dem, der hver dag er med til at gøre en stor forskel for, at vores del af landet er et rigtig godt sted at bo, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.
Fire meter kystlinje til hver
Både i landsbyerne og i Skive by er der siden engang i foråret blevet arbejdet på at stable en festdag på benene, når de mange cykelryttere giver den gas i pedalerne den 19. august. Skive Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg stillede en pulje til rådighed, der kunne søges til at skabe aktiviteter i forbindelse med cykelløbet. Og der var rift om pengene og mange gode idéer til at få dem brugt.
– Der vil derfor være masser af aktiviteter, en stemning, der er helt i top og sjove indslag undervejs, når cykelrytterne kører rundt på Skiveegnen. Det bliver en helt særlig oplevelse både for os, der bor her, og for dem, der følger med i tv-dækningen. De vil kunne se en del af vores egn fra helikopteren, hvorfra der sendes under det meste af løbet. Udover at det bliver et spændende cykelløb med så mange stærke deltagere, bliver det også et flot syn, da ruten på visse strækninger følger en del af Skive Kommunes 199 kilometer kystlinje – det er mere end fire meter til hver borger – og går igennem mange smukke naturområder og forbi seværdigheder som Spøttrup Borg undervejs, siger borgmesteren.
Festligt opløb
Når feltet kommer tilbage til Skive by, kører de ind på opløbsstrækningen. Den kommer til at foregå på en rundstrækning, hvor der skal køres tre omgange, inden vinderen kan blive kåret ved en sejrsceremoni ved Skive Søsportshavn og Strandtangen umiddelbart efter løbets slutning.
– Det bliver et festligt syn, når cykelrytterne kører rundt i gaderne her i byen og kæmper om at komme først over målstregen. Nogle gange kan man være dygtig og andre gange ualmindelig heldig, så vi glæder os naturligvis ekstra meget over, at det lige præcis er i år, vi har fået en etape af PostNord Danmark Rundt til Skiveegnen. Det er jo ikke alle steder, der kan holde cykelfest efter at have fejret en nyslået, lokal vinder af Tour de France, siger Peder Christian Kirkegaard.
Efter sejrsceremonien, hvor de vindende cykelryttere er blevet hyldet på podiet, fortsætter festen på Posthustorvet i midten af Skive by. Det er Skive Handel, der står for programmet.
Kommentarer