Masser af grin på Skive Theater og KulturCenter Skive
Der er masser af comedy på programmet i efteråret i KulturCenter Skive og Skive Theater, og der er i den grad rift om billetterne.
Salget af billetter til Mick Øgendahls show, Jul og Nytår, der gæster KCS fredag den 4. november, kan tælles blandt de populære.
”Showet spiller i Jylland kun i Aalborg og Skive, og det er vi da lidt stolte over. Vi forventede derfor rift om billetterne og det holdt stik, da der allerede er solgt flere end 600 billetter på bare syv dage.”
Det fortæller direktør Knud Bjerre, KulturCenter Skive.
Han beretter, at også salget til showet Dybvaaaad, der kommer i Skive Theater onsdag den 9. november, er kommet godt fra start.
”Det er en TV-optagelse til det populære programs sæson 13. Vi lavede det senest for fem år siden, og her solgte vi ud på 48 timer. Denne gang er ingen undtagelse, da der kun er 20 pladser tilbage. De øvrige 365 billetter er revet væk,” oplyser direktøren.
Det var også forventet, at Anders Matthesens nye show, der viser i KCS den 18. november, ville sælge mange billetter. Det har nu rundet 1.050 solgte billetter, så dem der gerne vil se hans nye show skal sikre sig billet nu, da KCS forventer at kunne melde helt udsolgt i løbet af få uger.
”Men vi vil helst ikke have, at vores gæster går forgæves, så med udgangspunkt i det faktum, at der kun er ganske få billetter tilbage til Anders Matthesen den 18. november, har vi sikret os en ekstra forestilling den 3. maj. På den måde skulle der gerne være billetter til alle,” vurderer Knud Bjerre.
I september lægger KCS ud lørdag den 24. september med Comedy Ballroom med Andreas Bo, Nikolaj Stokholm, Linda P, Thomas Warberg og Lasse Madsen. Her er der solgt 900 solgte billetter, så den nærmer sig også udsolgt.
”Ugen efter, fredag den 30. september gæster Specialklassen Skive Theater med deres nye show ”Intet aftalt”. Jeg så dem for første gang for et år siden og bookede dem straks. Deres improvisationer er fantastiske og mon ikke også deres “figur” Palle fra Kalundborg er med og giver en kommentar til den politiske situation lige nu. Så der er masser at grine af de næste måneder,” siger Knud Bjerre.
Direktøren tilføjer:
”Vores nye sæsonprogram der går frem til januar er netop kommet fra trykkeriet og kan afhentes gratis i KCS”.
Kommentarer