Skive

Limfjordsbakken tilbage til normal hverdag

13 medarbejdere og 8 borgere blev i torsdags sendt i isolation. Det skete, fordi en medarbejder på botilbuddet Limfjordsbakken på Marienlystvej blev opsporet som en nær kontakt til en person, der var smittet med omikron-varianten. Men medarbejderen blev i går testet negativ, så hverdagen er igen normal på botilbuddet. 

Personale og borgere på botilbuddet Limfjordsbakken kan ånde lettet op og kunne i går vende tilbage til den hverdag, der var været vendt på hovedet siden torsdag aften i sidste uge. For der er ingen, der er smittede med corona – hverken med omikron eller andre varianter. Så isolationen, der med det samme trådte i kraft torsdag den 2. december om aftenen for 13 medarbejdere og 8 beboere på Limfjordsbakken, blev ophævet igen i går. 

-Det har heldigvis vist sig, at den medarbejder, der i sidste uge blev opsporet som en nær kontakt til en person, der var smittet med omikron-varianten, er testet negativ både på 4. og 6. dagen. Derfor må beboerne på Limfjordsbakken igen forlade deres hjem og få besøg, som de plejer. Og alle medarbejdere må møde på arbejde igen. Det er en stor lettelse, siger Heidi Becker-Rasmussen, der er socialchef i Skive Kommune. 

Socialchefen tog med det samme kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed torsdag aften og fik ud fra styrelsens anbefalinger lagt en plan for, hvordan situationen skulle håndteres. 

-Vi fandt hurtigt vikarer, der kunne dække ind for de medarbejdere, der skulle gå i isolation. Så myndighedernes anbefalinger er blevet fulgt, lige fra vi blev opmærksomme på, at der var risiko for, at vi havde fået smitten inden for dørene på Limfjordsbakken.

Kommentarer