Skive

Krisestaben i Skive Kommune samlet igen

Foto: Skive kommune

Fredag morgen har krisestaben holdt møde. Det skete for at sikre, at alle afdelinger er klar til at håndtere den voldsomt stigende smittekurve. Skive Kommune arbejder i det hele taget på at være så meget på forkant med udviklingen som muligt og følger myndighedernes retningslinjer.

Krisestaben i Skive Kommune har igen været samlet her til morgen. På grund af de historisk høje smittetal var der behov for en koordinering af indsatserne i de forskellige afdelinger i kommunen, der står for de borgernære tilbud.

– Vi er et nyt sted, end vi tidligere har været. Der er mange flere smittede, og udviklingen går stærkt. Til gengæld har vi også vaccinen, der hjælper os. Vi ville med mødet også sikre os, at vi var klar til, at der kunne komme yderligere restriktioner i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens pressemøde i dag, siger Lars Harder, der er krisestabsleder i Skive Kommune.

– Vi har også taget kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed for at trykprøve, at vi gør alt det, vi skal. Og lige nu afventer vi de nærmere retningslinjer fra myndighederne vedrørende test af flere medarbejdere. Samtidig arbejder vi på højtryk for at køre en hjemmetestmulighed i stilling, siger krisestabslederen.

Test et vigtigt våben

Som statsministeren i dag meldte ud på et pressemøde, er flere test et vigtigt våben i smitteopsporingen.

– Det er noget, vi har et stort fokus på. Vi sørger for, at vores medarbejdere er så godt beskyttede som overhovedet muligt. På den måde passer vi også på borgerne. Jo flere af medarbejderne, der undgår smitte, desto flere hænder er der til at yde den service over for borgerne, de er berettigede til. Men vi står i en vanskelig situation. Vi er på flere områder blevet presset på bemandingen, efterhånden som smittetallet er steget. Der er mange, der er nære kontakter, som så ikke kan møde op på arbejde. Derfor kan det blive nødvendigt at aflyse eller udsætte opgaver for eksempel i hjemmeplejen og på ældreområdet, siger Lars Harder, der håber på borgernes forståelse, hvis de bliver ramt i deres hverdag på grund af corona-situationen.

Krisestaben følger udviklingen nøje og er klar til at træde sammen igen, hvis der er behov for det.

Kommentarer