Kultur

Kom med til workshop om bæredygtighed og innovation på Skive Festival

Foto: Thomas Køser.

En workshop for unge på Skive Festival, der finder sted på fredag den 3. juni, skal sætte fokus på, hvordan festivallen kan blive mere grøn samt unges tilknytning til Skiveegnen og de lokale virksomheders behov for grønne kompetencer

Hvordan bliver Skive Festival miljømæssigt mere bæredygtig? Hvad er det gode liv, der hvor man bor? Hvordan formidler vi bedst det, vi allerede gør, til de unge, så vi kan tiltrække endnu flere, som brænder for at være med til at skabe positive forandringer?

Det er nogle af de spørgsmål, Skive Festival, Green Innovation Makers og Skive Kommune i fællesskab vil undersøge på en workshop på Skive Festivals camp fredag den 3. juni i år.

Vi vil knytte de unge til Skiveegnen

– Målet med workshoppen er at få en masse idéer, som kan udmønte sig i konkrete projekter med henblik på at gøre Skive Festival til en grønnere og mere bæredygtig festival, siger Morten Riisgaard, som er konsulent ved Skive Festival. 

For Louise Vilsgaard fra Elværket og Green Innovation Makers er det desuden et ønske, at de unge får øjnene op for, at de kan deltage i Green Innovation Makers og arbejde med lokale grønne udfordringer fra virksomheder og organisationer på Skiveegnen, mens de studerer i andre byer, for på den måde at beholde kontakten til Skiveegnen og udvide deres netværk med potentielle grønne jobmuligheder.

– Ved at deltage i Green Innovation Week kan de også bringe flere medstuderende til Skive, hvor de kan blive matchet med virksomheders grønne udfordringer, som de kan arbejde med på deres studier. På den måde kan der udvikles et fællesskab omkring grøn omstilling på Skiveegnen, fortæller Louise Vilsgaard.

Peter Donslund, Erhvervs- & Udviklingschef ved Skive Kommune, håber, at workshoppen kan bidrage til viden om, hvilke yderligere tiltag på det grønne og bæredygtige område, de unge ønsker. Herunder hvad der skal til for at gøre Skive Kommune til en endnu mere attraktiv kommune at vende tilbage til eller blive i efter endt uddannelse.

Konkurrence skal give endnu flere grønne idéer

Ud over workshoppen er der også udskrevet en konkurrence på Skive Festivals facebookside. Her er sigtet at indsamle idéer til at gøre Skive Festival til en grønnere og mere bæredygtig festival.

Resultaterne fra workshoppen og konkurrencen vil blive formidlet på Skive Festivals RENT LIV-side og indarbejdet i det fremtidige arbejde hermed.

De unges input til, hvad Skive Kommune skal gøre for at være mere attraktiv og synlig i forhold til unge, vil blive videreformidlet og bearbejdet i de relevante afdelinger.

Kommentarer