Jonas Vingegaards triumf står nu mejslet i sten
Den lokale cykelhelt blev ved 11.30-tiden fredag æret på en helt særlig måde på Rådhustorvet i Skive. Her blev en flise med hans navn og ’Tour de France 2022’ i al hemmelighed afsløret af Skive Kommunes borgmester en time før, starten gik på dette års fjerde etape af PostNord Danmark Rundt fra Skive by.
Det var en glad Jonas Vingegaard, der sammen med Skive Kommunes borgmester Peder Christian Kirkegaard ved 11.30-tiden i dag mødte op på Rådhustorvet i Skive. For her blev der lagt en æresflise ned, hvor Tour de France-heltens navn var indgraveret.
– Vi er meget stolte af Jonas Vingegaard. Hans sejr i Tour de France er en af de største præstationer, en dansk atlet har leveret. Og hele vejen igennem har han holdt benene på jorden og vist alle os på Skiveegnen, i resten af landet og ude i den store verden, at stærke værdier er med til at gøre livet større. Vi husker nok alle billederne af Vingegaard, der ventede, da Pogacar – hans stærkeste modstander – var tæt på et styrt. Og det var rørende at se ham stå på podiet i Paris med datteren på armen og den tætte kontakt til kæresten hele vejen igennem. Vingegaard rørte mange mennesker. Vi vil som kommune gerne give ham lidt tilbage for alle de oplevelser som han har givet til os, og for den opmærksomhed det har givet til Skive egnen ved at hylde ham på denne måde, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard, efter at flisen med Vingegaards navn er blevet lagt på Rådhustorvet midt i Skive by.
Beæret og taknemmelig
Og cykelhelten selv var meget beæret og taknemmelig.
– Jeg er virkelig glad for, at min hjemkommune har valgt at hylde mig på denne måde. Det har været nogle ubeskrivelige uger, og selv om Tour-feberen er ved at have lagt sig lidt, sidder følelsen fra festlighederne i forbindelse med fejringen stadig i kroppen. Men det er noget helt særligt med denne flise, der er blevet lagt i min hjemkommune, siger en glad Jonas Vingegaard. Han bor – som mange sikkert ved – med sin kæreste og datter i Glyngøre, der ligger i Skive Kommune. Byen har omtrent 1300 indbyggere. Da byen fejrede ham og hans store sejr i Tour de France, mødte 22.000 mennesker op.
Lidt længere nede ad gågaden var der fredag formiddag ved at blive gjort klar til den store start på den fjerde etape af årets udgave af PostNord Danmark Rundt. Som noget helt særligt starter og slutter denne etape samme sted: I Skive by.
– Det kunne næsten ikke ske på et bedre tidspunkt, påpeger borgmesteren og fortsætter:
– For det er trods alt ikke mange kommuner, der kan hylde en nyslået, lokal Tour de France-vinder samme dag, som en hel etape af PostNord Danmark Rundt starter på nabotorvet få hundrede meter væk. Og de bliver vel at mærke sendt ud på en rute, der bringer dem godt rundt på egnen, igennem mange mindre byer, der også er klar til at tage imod rytterne på den festligste vis, inden feltet kommer tilbage til Skive. Her bliver opløbet kørt på en rundstrækning i byen. Det er den helt store cykelfest, vi fejrer i dag, siger han.
Det er Nordisk Granit ved Palle Jepsen der har bidraget til og stået for graveringen af æresflisen på Rådhus Torvet.
Kommentarer