Erhverv

Jobmesse i Skive for ukrainere og virksomheder

Foto: Skive Kommune

Skive Kommune er i fuld gang med at planlægge en Jobmesse, hvor virksomheder og ukrainere, der opholder sig i Skive Kommune, kan deltage. Jobmessen kommer til at løbe af stablen onsdag den 11. maj 2022 kl. 9.00-12.00. Jobmessen afholdes på Sport & Event Center Jebjerg, Søndervænget 1, 7870 Roslev.

Virksomhederne i Skive Kommune og omegn mangler arbejdskraft og oplever udfordringer med at få ansat medarbejdere til de nødvendige stillinger. Med en ledighedsprocent på 1,4 kan det være svært for virksomhederne at tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Derfor arrangerer Skive Kommune en Jobmesse, hvor ukrainske flygtninge på egnen har mulighed for at finde et arbejde blandt de virksomheder, der mangler medarbejdere.

– Vi ved, at virksomhederne mangler arbejdskraft og efterspørger det i høj grad, og ud fra det vi hører, vil de ukrainske flygtninge gerne i arbejde hurtigst muligt, siger Dorthe Hamrum, der er arbejdsmarkedschef i Skive Kommune.

Det rette jobmatch

Jobmessen er derfor en mulighed for at finde det rette jobmatch mellem virksomheder og de ukrainske flygtninge, der opholder sig på Skiveegnen.

Flere ukrainere har allerede henvendt sig hos Virksomhedsservice i Jobcenter Skive for at få vejledning om mulighederne for at få et job. Ligeledes har flere virksomheder budt ind med ledige stillinger, som de ønsker at få besat af de ukrainske flygtninge.

– Det er dejligt, at der er interesse fra virksomheder og de ukrainske flygtninge i forhold til muligheden for at finde et jobmatch. Vi ved endnu ikke, hvilken uddannelsesbaggrund, erhvervserfaring eller kompetencer og kvalifikationer de kommer med, men Jobmessen vil være en mulighed for virksomhederne til at finde medarbejdere. Derudover kan de ukrainske flygtninge blive præsenteret for de forskellige jobmuligheder på Skiveegnen, siger Dorthe Hamrum.

Virksomheder kan tilmelde sig Jobmessen senest den 5. maj 2022.

Kommentarer