Samfund

Innovation, kreativitet og produktion for de yngste: Nyt projekt for skoler og dagtilbud

Foto: Skive Kommune

Efter sommerferien sættes der for alvor skub i Projekt Minimaker i Skive Kommune. Ni børnehaver og otte skoler deltager i projektet.

Der venter cirka 25 pædagoger og lærere fra Skive Kommune en rejse i et helt ukendt land efter sommerferien. Her bliver de nemlig det første hold pædagogiske personale, der får mulighed for at få kompetenceudvikling inden for makerspace og teknologi for den yngre målgruppe, de fem- til niårige børn.

– Det er for os et ukendt land. Vi kender ikke til andre, der har etableret makerspace for denne målgruppe, fortæller projektleder, Sara Heidemann Pedersen fra Skive Kommune.

Makerspace for flere børn

Det er en bevilling på 6,3 millioner kroner fra Villum Fonden til Skive Kommunes Projekt Minimaker, der gør projektet muligt. Bevillingen giver Læringsambassaden mulighed for at udvide deres fokus fra innovation og produktion for de større børn og unge til også at involvere indskolingsbørn og de ældste børn i børnehaven.

En anden del af projektet handler også om at etablere lokale makerspaces, der tilpasses hverdagen og rammerne hos de deltagende skoler og dagtilbud, og derudover kommer nogle medarbejdere til at deltage i kompetenceforløb, der gennemføres i samarbejde med VIA-CFU i Herning, der er undervisningspartner. Projektet løber alt i alt over fire år.

Glæder sig

De første hold tager hul på arbejdet allerede i august, mens de næste kommer med fra januar næste år. I alt får cirka 50 pædagoger og lærere kompetenceløft indenfor området i løbet af projektets varighed.

-Vi glæder os til at komme i gang, og vi er virkelig spændte på, hvilken viden vi får ud af det her. Det er helt nyt for os, og derfor bliver pædagogerne og lærerne nogle meget vigtige samarbejdspartnere i forhold til at gøre erfaringer. Det er vigtigt for os at have en legende og undersøgende tilgang – det skal være tilladt at fejle, for fejl er noget, vi lærer af, siger Sara Heidemann Pedersen.

Fakta om makerspace og Læringsambassaden

Hvad er et makerspace?

Et makerspace er et teknologisk værksted, hvor det analoge håndværk møder den nye teknologi. Der kan være digitale teknologier som lasercuttere og 3D-printere, men også loddekolber, limpistoler og søjleboremaskiner i et makerspace.

Tanken bag makerspaces er at læring og innovation opstår gennem deltagernes eksperimenterende leg, og taler sig umiddelbart ind i forståelsen, at børn skal være medskabere i deres egen digitale legekultur.

Makerspace er således et skridt mod fremtidens skole og bygger på principperne for læring i det 21. århundrede.

Hvad er Læringsambassaden?

Læringsambassaden er det centrale makerspace og videnscenter for skoler og dagtilbud i Skive Kommune, og det har til huse på Elværket i Skive. Der arbejdes med teknologi og digital dannelse, og skole- og dagtilbud i kommunen serviceres med læring og support indenfor det teknologiske område.

Kommentarer