Kultur

Hør om de største kriminalsager på Skive Theater

I over 37 år har tidligere drabschef Jens Møller Jensen været med til at efterforske en lang række kriminelle sager. 

Men hvordan arbejder man med så megen ondskab – og alligevel bevarer troen på det bedste i livet? 

Det har Jens Møller Jensen et bud på. Vi kender den sympatiske efterforsker, når han toner frem på skærmen i forbindelse med meget store og alvorlige forbrydelser.  

Ubådssagen, terrorangrebene i København og den såkaldte ”morfarmorder” eJer blot nogle af de mange forbrydelser, han og hans folk har opklaret. 

Med sin empatiske personlighed har han talt med pårørende, så de har følt sig trygge i deres livs krise og ofte det største mareridt. 

Han har stået på gerningssteder midt om natten og mødt drabsmænd i jagten på retfærdighed. 

Som publikum får vi et indblik i politiets efterforskningsmetoder. Jens Møller Jensen fortæller ærligt om de svære overvejelser og afgørende valg, man må træffe i en efterforskning.

Drabschefen åbner også op for de personlige følelser og tanker, som har fyldt i jagten på gerningsmændene. 

En jagt der i mange tilfælde har ført til opklaring af nogle af nyere tids største kriminalsager, senest Ubådssagen, der skulle vise sig at blive en af de mest krævende sager, med efterforskning på land, til vands og i luften. 

Gennem sine godt 37 år ved politiet har den garvede efterforsker oplevet mange mørke sider af samfundet – og han formår at beskrive kampen for retfærdighed på en livsbekræftende måde.

Kommentarer