Debat og politik

Green Innovation Week – mød den grønne omstilling til et brag af et innovationsevent

Uge 39 afholdes 'Green Innovation Week', som kulminerer med et offentligt event 30. september. Foto: Skive kommune

Debatten om grøn omstilling har aldrig været mere konkret, og Skiveegnen har for længst udmærket sig som en kommune, hvor man ikke dvæler ved tanken.

Blandt de mange lokale initiativer finder man projektgruppen Green Innovation Makers på Elværket i Skive, som siden sidste år har gjort en stor indsats for at bygge bro mellem uddannelse, forskning og virksomheder med interesse i grøn omstilling.

Fredag 30. september kan man møde lokale og nationale aktører til kulminationen af Green Innovation Week, en eventuge med fokus på at synliggøre udviklingen og realiseringen af grønne initiativer.

Green Innovation Makers: brobygger for den grønne omstilling

Projektgruppen bag Green Innovation Week kalder sig ‘Green Innovation Makers’, og er et samlingspunkt, der gør det let for undervisere, studerende, forskere, virksomheder og organisationer at samarbejde om grøn innovation. Konceptet er ment som et værktøj, som skal skabe de bedste betingelser for både at udvikle grønne løsningsforslag og realisere dem. På daglig basis arbejder gruppen med tre fokusområder, som de kalder ‘Green Challenges’, ‘Green Innovation Week’ og ‘Start-up/Scale-up’.

Green Challenges-initiativet laver matchmaking mellem virksomheders grønne udfordringer og innovationsforløb på uddannelser inden for forskellige fagretninger. På den måde møder virkelige udviklingsprojekter de rigtige kompetencer, og det bliver til nye løsninger på reelle grønne udfordringer. Start-up/Scale-up er et tilbud til initiativtagere med grønne projekter på tegnebrættet, som mangler ekspertrådgivning eller udvikling for at skabe reel markedsværdi.

Mød den grønne omstilling til Green Innovation Week

Green Innovation Week er det sidste ben i projektgruppens arbejde og samtidig det initiativ, hvor synligheden og fællesskabet omkring grønne initiativer bliver bragt i fokus. Green Innovation Week er en eventuge hvor uddannelser, virksomheder, forskere, iværksættere og borgere mødes omkring grøn innovation og grønne aktiviteter. Ugen kulminerer fredag 30. september i et stort event på pladsen bag Elværket i Skive, hvor enhver med interesse for grøn omstilling er velkommen til at deltage. 

Samtaler, workshops og oplæg for alle

Arrangørerne bag eventet lægger vægt på, at programmet er nøje tilrettelagt til at give mulighed for at følge sin egen motivation for grøn omstilling.

– Vi har forsøgt at lave et event, som er relevant for en meget bred interessegruppe, forklarer projektleder Louise Vilsgaard om eventet.

– Uanset om du er til inspirerende samtaler, hands-on workshops eller faglige indspark – så vil der være noget, som er interessant for dig. Vi har løst den opgave ved at dele eventet op i 4 fokusområder, som taler ind til nogle af de vigtige aspekter af den grønne omstilling, tilføjer hun.

Kom med i maskinrummet eller få viden og inspiration

Besøger man Green Innovation Week 30. september, vil man helt konkret kunne dykke ned i et program, som deler sig i aktiviteterne Green Partners, Green Inspirations, Green Workshops og Green Actions. Projektets samarbejdspartnere afholder deres egne aktiviteter og events i løbet af ugen som Green Partners. Green Inspirations er en serie af inspirerende oplæg og dialoger med kendte profiler inden for grøn omstilling. Det er også muligt at deltage i Green Workshops, eller dykke helt ned i teknologier og laboratorieforsøg med Green Actions.

Nysgerrigheden er det vigtigste

Når man arbejder med et emne som grøn omstilling, så er det med nysgerrigheden som den absolutte drivkraft bag de mange nye initiativer og grønne løsninger. Derfor håber eventets arrangører også, at enhver med den mindste nysgerrighed for emnet kigger forbi eventpladsen 30. september frem til kl. 19.00.

– Vi håber selvfølgelig at se gæster fra de institutioner, virksomheder og organisationer, som vi i forvejen har haft kontakt med i forbindelse med vores arbejde, siger Louise Vilsgaard.

Linda Routh Kærgaard, der er kommunikationsansvarlig, supplerer:

– Men det er mindst lige så vigtigt for os at tiltrække nye ansigter. Her mener vi også borgere, der kan komme forbi hele dagen og få stillet nysgerrigheden og mærke fællesskabet omkring den grønne omstilling, siger Linda Routh Kærgaard, der opfordrer til at følge med på sociale medier og hjemmesiden.

Se hele programmet for Green Innovation Week

Kommentarer