Skive

Frivillige og foreninger på det sociale område får nye lokaler på Skive Station

Foto: Frivilligcenter Skive

Frivilligcenter Skive inviterer alle frivillige og foreninger på det sociale område til at komme med idéer til de nye lokaler ved et idé-værksted onsdag den 15. juni  

Frivilligcenter Skive har gennem det seneste år arbejdet på at finde nye lokaler, hvor der er gode og inspirerende rammer for de frivillige på det sociale område. Frivilligcenteret har i dag lokaler på Møllegården, men det kniber med pladsen og samtidig har en del yngre frivillige vanskeligt ved at se sig selv i Møllegårdens rammer. Så da muligheden opstod for, i samarbejde med kunstnergruppen Perron Perron, at byde ind på de tomme lokaler på Skive Banegård var det med at slå til.  

”Vi glæder os til at dele hus med Perron Perron, og vi samarbejder allerede nu tæt om vores fælles vision om mere liv i banegården”, fortæller Lene Stokholm Jensen, leder af Frivilligcenter Skive. ”Skive Banegård ligger centralt placeret i byen og er et trafikalt knudepunkt. Vi har en drøm om, at man bliver mødt af en levende banegård fuld af liv, fællesskab og kreativitet”, fortsætter Lene Stokholm Jensen.  

Frivilligcenter Skive flytter ind i de nye lokaler på Skive Station i september, men allerede onsdag den 15. juni klokken 17 – 19 holder frivilligcenteret rundvisning og idéværksted i de nye lokaler på Skive Station. Her inviteres alle frivillige og foreninger på det sociale område i Skive Kommune til at komme med idéer til, hvordan fremtidens Frivilligcenter skal være. Man kan læse mere om arrangementet og tilmelde sig på Frivilligcenter Skives hjemmeside.  

”Det er vigtigt for os at høre, hvad de frivillige og foreningerne gerne vil bruge lokalerne til, hvilke faciliteter her skal være og hvordan her skal se ud”, siger Lene Stokholm Jensen. ”Vi har i frivilligcenteret længe haft et stort ønske om at kunne give de frivillige bedre rammer for deres arbejde. Et sted, hvor frivillige kan mødes, arbejde, hente inspiration osv. De nye lokaler er et vigtigt skridt i den rigtige retning”. 

Det er vigtigt for Frivilligcenter Skive at understrege, at udover at lokalerne er et arbejdssted for de ansatte i frivilligcentret, så er de nye lokaler de frivilliges lokaler.  

Kommentarer