Debat og politik

Frihed for foreninger

Af Kristian Pihl Lorentzen, Venstre

Medlem af Folketinget, Vestjyllands Storkreds

Grundlovsdag kunne Venstre med stolthed præsentere et konkret oplæg til, hvordan vi redder dansk foreningsliv og dets frivillige ildsjæle fra at blive kvalt i bureaukrati, bøvl og høje bankgebyrer.

Langt de fleste foreninger har behov for en bankkonto med henblik på indbetaling af kontingent samt betaling af foreningens løbende udgifter.

Og det er her problemet opstår på grund af de danske hvidvaskningsregler, der uden tvivl er et udtryk for overimplementering af EU-regler, ligesom de vedtagne regler fortolkes og administreres alt for nidkært.

Der skal selvsagt tages hensyn til risikoen for hvidvask af penge og finansiering af terror. Men balancen i lovgivningen er skredet fuldstændigt, så det hele får præg af kollektiv afstraffelse af titusinder af lovlydige foreninger.

Eksempelvis er det helt galt, at en forening som udgangspunkt kategoriseres i ”høj risikoklasse” med deraf følgende bureaukrati for både banker og foreningsbestyrelser. Herunder med omfattende legitimation og bøvl ved skift af bestyrelsesmedlem.

Bankernes bøvl koster også tid, hvilket resulterer i høje gebyrer for selv helt små foreninger. Et af Venstres konkrete forslag går på, at alle foreninger med et anerkendelsesværdigt formål skal fremgå af en positivliste, der automatisk leder frem til kategorisering i ”lav risikoklasse”.

Det vil formentlig kunne fritage mere end 98 procent af foreningerne for bøvl. Desuden foreslår vi, at kun foreningens kasserer eller formand skal registreres hos banken med behørig legitimation.

I forbindelse med årets folkemøde i Allinge på Bornholm havde jeg fornøjelsen at deltage i en særdeles god og konstruktiv debat om behovet for mindre bøvl og lavere gebyrer for foreninger.

Opbakningen til Venstres konkrete forslag var stor. Det er samme er opbakningen til Venstres forslag om, at bankospil rundt i landets lokalområder naturligvis ikke skal udsættes for beskatning og afgifter, når overskuddet går til almennyttige formål og aktiviteter i lokalområdet.

Og vi har flere konkrete forslag i posen. Det er på høje tid, at vi i folketinget retter fejlen med at dænge foreningslivet til med byrder. Vi kan ikke undvære de mange frivillige ildsjæle, der ikke længere vil stå model til bøvlet.

Jeg vil derfor målrettet og vedholdende forfølge målet om mere frihed under ansvar til vores umistelige foreningsliv. Allerede i efteråret 2022 vil Venstre fremsætte forslag herom i Folketinget.

Længe leve de danske foreninger!

Kommentarer