Få indflydelse på Skives udvikling – stil op til Byudviklingsudvalget
I forbindelse med valget af borgermedlemmer til Byudviklingsudvalget overrækkes ”Borgernes pris” torsdag den 7. april 2022 i Skive Theater.
De tidligere medlemmer af Byudviklingsudvalget besluttede i 2021 at uddele ”Borgernes pris” på 10.000 kroner. Prisen skal gives til borgere, borgergrupper eller foreninger, som har bidraget til by-udviklende projekter, og som har modtaget støtte fra Byudviklingspuljen eller Bydelspuljen.
Vinderen af ”Borgernes Pris” vil blive offentliggjort, og prisen overrakt i forbindelse med valgmødet for Byudviklingsudvalget torsdag den 7. april 2022 i Skive Theater.
Valg til Byudviklingsudvalget
Der skal vælges tre borgermedlemmer til Byudviklingsudvalget, og alle interesserede opfordres til at stille op.
Vi inviterer alle borgere med interesse i udvikling af og i Skive by til at stille op til Byudviklingsudvalget. Alle har mulighed for at opstille til valget, som vil foregå torsdag den 7. april 2022 kl. 17.00 i Skive Theater.
Du opstiller dig via formularen nederst på siden.
De, som personer, der lader sig opstille, skal udfylde nedenstående formular og indsende den senest tirsdag den 5. april 2022 kl. 12.00. De opstilledes formularbesvarelser vil blive printet og hængt op til valgmødet.
På valgmødet den 7. april 2022 vil borgere kunne stemme på de opstillede kandidater, og efter valghandlingen vil stemmerne blive talt op, og valgresultat blive offentliggjort.
Skal fremme bosætning og byudvikling
Byudviklingsudvalget er nedsat med henblik på at fremme idéer og aktiviteter for bosætning og udvikling af og i Skive by, herunder området ved åen, havnen, midtbyen, elværksgrunden og slagterigrunden. Formålet er blandt andet at sikre en sammenhængende indsats for bymidten og at få en attraktiv hovedby med fokus på bosætning, handel, erhverv og rekreative oplevelser.
Udvalget er tovholder på BigBlue Skive, mens det økonomiske og planmæssige hører under Udvalget for Teknik og Miljø.
Det er Byudviklingsudvalgets opgave at opfange idéer fra andre, herunder arbejdsgrupper og private, og skabe et samlet overblik over idéer på området for at sikre, at der sker en sammenhængende indsats. Udvalget skal vurdere forslag og projekter i en helhed og belyse, hvordan de passer ind i kommunens overordnede rammer, og hvordan de eventuelt berører kommunale opgaver eller udvalg.
Byudviklingsudvalget skal sætte initiativer i gang og være rådgivende for Økonomiudvalget i sager, der vedrører disse områder.
Byudviklingsudvalgets arbejde er baseret på en aktiv inddragelse af borgere og ressourcepersoner. Udvalget kan selv søge midler ved blandt andet eksterne fonde med henblik på at fremme sine målsætninger. Byudviklingsudvalget kan nedsætte undergrupper til at arbejde med afgrænsede emner eller projekter og i den forbindelse inddrage interesserede borgere, foreninger m.fl. til at deltage i arbejdet.
Kommentarer