EU er på taberkurs – ryd op i reglerne
Af Kristian Pihl Lorentzen, Venstre
Statsminister Mette Frederiksen slog den dystre tone an i nytårstalen. Det skal hun have ros for. Med krig i Ukraine og Mellemøsten, hybridkrig med cyberangreb mod Danmark og sabotage af vigtig infrastruktur i nærområdet har danskerne ikke behov for et skønmaleri.
Vi er nødt til at forberede os på at yde en langt større indsats for at forsvare vores frihed og værdier. En anden uhyre alvorlig trussel er, at Europa på grund af vanvittig overregulering er kommet i en nedadgående spiral, der truer vores økonomi. Tidligere var Europa kendetegnet af forskningsmæssig førerposition, innovation, massive udenlandske investeringer og stærk konkurrencekraft.
Nu er Europa kommet ind på en taberkurs – ikke mindst i forhold til USA og Kina. Og samtidig trues vi af et genoprustet Rusland med klare stormagtsvisioner. Og vi trues af et Kina, der kopierer vores teknologi og producerer med massiv statsstøtte uden hensyntagen til klima og miljø.
Fra at være i en styrkeposition har EU slået ind på en taberkurs. Den omsiggribende regulering med tilhørende gigantisk bureaukrati i både EU og medlemslandene medfører enorme meromkostninger for virksomheder og borgere. Her finder vi den ondartede kræftbyld, der kvæler udvikling af ny teknologi, konkurrenceevne og investeringslyst. Godt nok er dansk økonomi bomstærk, men det varer ikke ved, hvis Europa som helhed trækkes ned af vanvittig overregulering.
Konklusion: Det er en bunden politisk opgave at få luget ud i den tætte jungle af regler, bureaukrati og overadministration. Ikke kun på EU-niveau, men i høj grad også nationalt.
Lad os vise vejen her i Danmark ved at indlede et målrettet felttog imod regeltyranniet i stat, regioner og kommuner. Her er meget at komme efter på grund af årtiers overimplementering af EU-regler. Og lad os fra dansk side presse hårdt på i EU for at få Europa tilbage på en sikker vinderkurs, før vi går helt bagud af dansen.
Det kræver, at vi hver især handler på tværs af partier og ikke kun lader det blive ved skåltalerne. Frihed, beskæftigelse og velfærd for vores børn og børnebørn står på spil.
Kommentarer