Corona aflyser messer i KulturCenter Skive
To aflysninger – og én udsættelse.
Smittefaren er hård ved flere af de arrangementer, der under normale omstændigheder ville have fået mange til at besøge KulturCenter Skive for at få en anderledes og spændende oplevelse.
Corona har ikke alene tvunget kulturcentret til at aflyse sin konfirmandmesse, der skulle foregå søndag den 30. januar.
Også Sport- og Eventcenter Jebjerg må opgive sit kræmmermarked med flere end 130 salgsboder lørdag den 5.- og søndag den 6. februar i KulturCenter Skive.
Til gengæld ser det ud til, at Lions Club Skive kan ”nøjes” med at flytte den traditionsrige udstilling, Kunst For Alle, frem til lørdag den 9. april og søndag den 10. april.
Det vil glæde mange kunstinteresserede ikke blot fra Skive-egnen, men fra store dele af landet, der hvert år ser frem til begivenheden i KulturCenter Skive.
På udstillingen kan gæsterne møde flere end 70 kunstnere fra hele landet, der medbringer hundredvis af værker fra deres samlinger.
Desuden byder ”Kunst for alle” på et kunstprojekt af den art, man ikke ser hver dag: 12 midt- og vestjyske kunstnere, herunder lokale som Erik Dahl Nygaard og Jens Chr. Vestergaard, har dekoreret hver sin kiste.
Det er sket i samarbejde med bedemand Søren Boudigaard, Skive, der har taget det bemærkelsesværdige initiativ.
”Formålet med udstillingen er at vise god kunst i Skive, og derfor har vi håndplukket kunstnere fra hele landet. Der vil være malerier, skulpturer, grafik, smykker, glaskunst, fotos og meget andet,” lyder det fra arrangørerne i Lions Club Skive.
Kommentarer