Skive

Chefarkitekt: ”Jenle ligner ikke noget, vi har haft før”

Foto: Skive kommune

Stuehuset på Jeppe Aakjærs kunstnerhjem ’Jenle’ står på tærsklen til en omfattende renovering. En renovering som skal føre bygningen tilbage til tiden i 1920’erne, hvor Jenle var Aakjærfamiliens hjem og anker.

Skive Kommune overtog Jenle ved årsskiftet 2022 fra Naturstyrelsen. Med overtagelsen fulgte fem millioner kroner fra Staten til at renovere det fredede stuehus. Derfor er forberedelserne til den forestående renovering i fuld gang i Skive Kommune:

– Det her projekt er ret specielt, for det ligner ikke noget, vi har haft før, siger Kirsten Hoffmeyer Novrup, teamleder i Teknik, Miljø og Udvikling ved Skive Kommune:

– Normalt går vi forrest og siger ’den her bygning trænger virkelig, så nu gør vi noget ved det’, men renoveringen af Jenle sætter vi i værk, fordi midlerne er fulgt med bygningen, og det er derfor en anden indgangsvinkel end nogensinde før.

Tilbage til Aakjærs tid

Kirsten Hoffmeyer Novrup peger også på en anden omstændighed, som gør Jenle-projektet ganske unik:

– Huset er ikke så ringe, og dens skrammer er mest kosmetiske. Så renoveringen handler ikke om at redde et faldefærdigt stuehus, men derimod om at føre det tilbage i tiden, som det var, dengang Jeppe Aakjær boede der. Det er en sjælden opgave at føre en bygning tilbage til sin oprindelige arkitektur og stil, lyder det.

Jenles stuehus ligner i vid udstrækning sit originale jeg. Udvendigt såvel som indvendigt, hvor Museum Sallings eksperter har vurderet, at hjemmet har bevaret sin oprindelige karakter og besidder stor kulturhistorisk værdi. Dog er der enkelte torne i øjet. Kirsten Hoffmeyer Novrup peger blandt andet på trapperne til stuehuset, som ligner noget fra 1980erne, der slet ikke hører til på bygningen.

Når der skal sættes skik på stuehuset, bliver det med erfarne folk ved roret. Skive Kommune har netop udpeget arkitektfirmaet E+N som byggerådgiver, og dermed er Jenle-renoveringen i hænderne på et firma, som har arbejdet med fredede bygninger i årevis, og som har en bred vifte af dygtige samarbejdspartnere at trække på, herunder den lokale arkitekt Peter Carstens fra Skive.

– Fredningen betyder, at den mindste ændring skal godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen. Vi har derfor hentet eksperter ind, som ved alt om, hvordan byggeprojektet skal gribes an, så alt går rigtigt til, og vi kan holde Jenle tæt, varm og bevaret for eftertiden, siger Kirsten Hoffmeyer Novrup.

Ud med oliefyret

Når Jenle skal føres tilbage til 1920’erne, er der mange gamle billeder og bygningstegninger at støtte sig til. Og 1920’ernes farver, som ikke lader sig afsløre på sort/hvide fotos, bliver afsløret med farveprøver, som en konservator skal udføre på blandt andet træværk. De gamle billeder i Jenles skabe og skuffer afslører også særlige træk, som er bevaret igennem 100 år: trappens forløb, udskæringerne ved Nanna Aakjærs hånd, panelerne, en skabsvæg til dækketøj og Nannas træværksted. Jeppe Aakjærs arbejdsværelse på 1. sal er husets hjerte og en tidslomme så velbevaret, at man skulle tro, at tiden har stået stille. Men rummet er hårdt ramt af klyngefluer, og renoveringen skal få bugt med de revner og sprækker, som fluerne kan lægge æg i.

Én forandring på Jenle – og den største post i budgettet – bliver dog slet ikke, som da Jeppe Aakjær levede. Nemlig energikilden:

– Hvis vi vil sikre sådan en gammel bygning, skal vi have styr på varmen, og det giver sig selv, at vi ikke kan beholde det gamle oliefyr. I forbindelse med renoveringen får stuehuset en ny og bæredygtig varmekilde, slutter Kirsten Hoffmeyer Novrup.

Infomøde om renoveringen

Vil du vide mere om renoveringen, tankerne bag og fremtidens Jenle? Kom til infomøde på Jenle den 17. oktober kl. 16, hvor projektkoordinator Bodil Jacobsen fra Skive Kommune og repræsentanter fra Aakjærselskabet fortæller. Infomødet er gratis. Ingen tilmelding, bare mød op.

Kommentarer