Samfund

Bliv klogere på SSP’s arbejde: Med forberedelse bliver festen et godt minde

Foto: Skive Kommune

Når Skiveegnens skoleelever siger farvel til hinanden og en betydningsfuld periode i deres liv til sidste skoledag, ligger der masser af forberedelse bag. Selvom elevernes møde i Skive Anlæg egentlig er deres eget private arrangement, så er struktur og koordinering mellem mange forskellige aktører med til at sikre, at de unge får en tryg og mindeværdig dag.

Kan du huske din sidste skoledag i folkeskolen? Var du klædt ud og fejrede du med dine kammerater, at 9 eller 10 års skoledag var overstået? Måske var du også lidt trist over at skulle sige farvel til de trygge rammer og kammeraterne?

Sidste skoledag er under alle omstændigheder en skelsættende begivenhed i unge menneskers liv, og på Skiveegnen er der tradition for, at de unge samles i anlægget for at fejre dagen. I år foregår fejringen onsdag den 25. maj. 

-Fejringen er ikke et arrangement som sådan, men mere en opstået begivenhed. Det er de unges egen fest, og kommunen har egentlig ikke noget med det at gøre. Alligevel vil det som medarbejder i SSP-netværket være mærkeligt, hvis vi ikke var der, hvor de unge er, fortæller Jan Snejbjerg, der er leder for SSP- og gademedarbejderindsatsen i Skive Kommune.

God forældreopbakning

Det er forskelligt fra år til år hvor mange unge, der samles for at fejre sidste skoledag i Skive. Måske kommer de unge fra oplandsskolerne forbi, og måske gør de ikke. Måske sætter trist sommervejr sine naturlige begrænsninger for hyggen. Der er mange ubekendte, men forberedelserne skal alligevel gøres, og alt lige fra ekstra skraldespande og en klar rollefordeling, skal på plads.

– Der er især blevet gjort en stor indsats for at få skoleelevernes forældre involveret, og de senere år har forældrene taget mere og mere over i forhold til det praktiske. Deres involvering i det, der sker i forbindelse med sidste skoledag, har stor betydning for, at arrangementet foregår i trygge rammer, og bliver en god oplevelse for alle. Derfor er vi meget glade for det gode samarbejde med forældrene – også på en dag som sidste skoledag, fortæller Jan Snejbjerg.

Forberedelse er nøglen

Jo flere ansvarlige og jo flere forberedelser, jo nemmere er det nemlig at få ryddet op og sørge for, at alt forløber som planlagt. Det ved Jan Snejbjerg nemlig af erfaring:

-For nogle år siden kørte jeg tilfældigvis sammen med min familie forbi anlægget efter et sidste-skoledags-arrangement. Det flød med papir, flasker, tæpper og plasticposer ud over det hele. Det var lige før det blev mørkt, og dagen efter skulle der være ”Stafet for livet” på stedet. Jeg tænkte, hvad gør jeg? Så kom jeg i tanker om, at jeg oppe ved en af byens tankstationer havde set nogle lidt ældre unge, jeg kender. Jeg spurgte om de ville give en hånd med, så det endte med, at jeg sammen med min familie og en håndfuld drenge fik ryddet op i rekordfart, fortæller Jan Snejbjerg, der tit tænker tilbage på episoden som et eksempel på, at unge mennesker generelt er utrolig hjælpsomme – hvis de får lov, og rammerne er til stede.

– I dag er modellen sådan, at der bliver stillet ekstra skraldespande op i et samarbejde med kommunens gartnere, og det motiverer de unge til at bruge dem. Dét tiltag har sammen med forældresamarbejdet været med til at sikre, at der siden har været ryddet flot op, siger han.

På dagen kigger kommunens gademedarbejdere forbi anlægget, fritidsvejledere fra skolerne og lokalpolitiet slår et smut forbi.

-De er der ikke for at kontrollere og skælde ud, men for at hilse på de unge mennesker og samtidig for at sikre, at der er trygge rammer. Når der er mange børn samlet på et sted, er det selvfølgelig interessant for os som SSP-medarbejdere, og der vil altid være nogle børn, der er bedre klædt på end andre til at tackle sådan et arrangement, fortæller Jan Snejbjerg.

Vil klæde forældrene på

For mange af de unges vedkommende plejer fejringen også at involvere alkohol:

-I forhold til alkohol er vores opfordring, at der ikke skal være alkohol indblandet i sådan et arrangement. Alkohol og unge mennesker hører ikke sammen, og derfor hverken kan eller vil kommunen have noget med selve arrangementet at gøre. Når det så er sagt, så er SSP’s opgave jo kriminalpræventiv og forebyggende, og derfor forsøger vi via forældreinddragelse og dialog at gøre forældrene klar til at håndtere opgaven på sådan en dag, fortæller Jan Snejbjerg og tilføjer

-Og hvis der bliver noget, er vi selvfølgelig klar til at hjælpe. 

Forlader den trygge rede

Sidste skoledag er også en god anledning til at holde sig opdateret med, hvad der sker blandt de unge:

-For mig er sidste skoledag en god anledning til lige at se, hvad der sker, og hvad der rører sig blandt de unge og måske få sagt farvel. For gademedarbejdernes vedkommende er det også en stor fordel, at de unge kender dem, når der om ikke så længe er Skive Festival. Der er vi nemlig også til stede under hele festivalen, fortæller han og tilføjer:

-Ja, og så håber jeg, de unge får en dejlig dag ligesom de sidste mange gange. En dag uden ballade, med en hyggelig stemning og hvor de både glæder sig, og måske også får tid til at tænke en tanke om, at de snart skal ud og indgå i nye fællesskaber, når de forlader den trygge rede som folkeskolen jo er, siger han. 

Kommentarer