Arrangører satser på, at KulturCenter Skive får egnens største vælgermøde
Langt de fleste af spidskandidaterne ved efterårets kommunalvalg i Skive Kommune er med, når tre lokale Rotary-klubber, Skive Folkeblad og KulturCenter Skive byder på vælgermøde onsdag den 3. november kl. 18.30 til 21.00.
Faktisk kan man møde i KulturCenter Skive allerede klokken 17, da man mod forudgående tilmelding på ln@kcskive.dk for 140 kroner kan tilkøbe spisning under overskriften ”Valgflæsk”.
Aftenens moderator bliver tidligere kommunaldirektør Hans Erik Nielsen, der blandt emnerne lover, at der bliver plads til ældreområdet, byggeri på Skive Havn, børne- og daginstitutionsområdet, GreenLab, Skivemødet – og hvad deltagerne ellers måtte ønske at vide mere om.
– Vi glæder os meget, og vi er især glade for, at vi tre Rotary-klubber i samklang er med til at sætte en dagsorden. Det kan endda blive en debat, som alle på Skive-egnen kan bidrage til, for alle er velkomne til vælgermødet, siger Lene Knudsen på vegne af Skive Fjord Morgen Rotary Klub.
For Mogens Sørensen, der står i spidsen for Skivehus Rotary, er ønsket om flere skatteborgere særligt stort.
– For os alle som deltagere er det vigtigt, at vi udfordrer politikerne på det, der interesserer os. Vi sætter selv dagsordenen, og jeg håber selv, at øget bosætning kan blive et tema. Der er brug for flere skatteborgere, og der er brug for, at de kan bo naturskønt eller ved fjorden, siger Mogens Sørensen.
Vælgermødet falder i tre dele, oplyser Hans Erik Nielsen:
Først får hver spidskandidat to minutter til at præsentere sig, og efterfølgende bringer jeg nogle temaer på bane, inden det bliver tid til spørgsmål fra salen. Det er årsagen til, at de fremmødte får mulighed for at sætte præg på den politiske debat.
De spidskandidater, der har takket ja til invitationen om at deltage i vælgermødet er:
Borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V)
Peder Christensen (S)
Ellen Bye Jensen (R)
Mogens Birkelund (K)
Erik Mortensen (NB)
Anders Bøge (SF)
Per Jeppesen (Skive-Listen)
Anders Simmelsgaard Krogh (DF)
Bente Dahl Pedersen (Frihedspartiet)
Helle Nørgaard Lundsby (Enhedslisten)
Kommentarer