Arbejdsglæde og ordentlighed er vigtigt for ny driftsleder i Park & Vej
Ulla Milling startede 1. november som ny driftsleder for Park & Vej-afdelingen på Entreprenørgården, og for hende er det vigtigt at bidrage til et godt arbejdsmiljø med rummelighed og fleksibilitet for medarbejderne
Park & Vej-afdelingen, som holder til på Entreprenørgården i Skive, fik 1. november ny driftsleder. Ulla Milling har overtaget posten efter Lars Skovgaard og er ved at være faldet til i sit nye job.
Da hun hørte, at Lars Skovgaard havde fundet andet arbejde, sprang hun til. Nu skulle der ske noget nyt.
– Jeg kender Lars gennem branchen, og jeg ved, at det er en rigtig fin afdeling, han har stået for her. Lars har lavet nogle gode løsninger, jeg godt kunne være lidt misundelig på, så jeg var slet ikke betænkelig ved at søge det her job, da det kom, siger Ulla Milling.
Blandt andet nævner Ulla Milling et system til styring af småmaskiner, hvor alt er mærket op, og man ved, hvem der har hvilke maskiner, og hvor grejet befinder sig.
En rummelig og fleksibel arbejdsplads
Og det med at systematisere tingene er noget af det, Ulla Milling har bidt mærke i ved Skive Kommune som arbejdsplads.
– I Skive arbejder man for at markere sig inden for grøn teknologi, man har nogle holdninger og en bevidsthed om, hvor man vil hen med den grønne omstilling. Man arbejder strategisk med det, og det kan jeg godt lide. Det er med til at tiltrække erhvervslivet, siger Ulla Milling.
Selv lægger hun mest vægt på at holde fast i den rummelighed og fleksibilitet, der er på entreprenørgården, og være med til at værne om en arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, som har plads til mennesker i flexjob eller seniorjob.
En af mine personlige værdier er ‘ordentlighed’, vi skal gøre tingene ordentligt og have tillid til hinanden.
Ulla Milling, driftsleder Park & Vej, Skive Kommune.
– Entreprenørgården skal fortsat være et sted, som giver medarbejderne en mening med deres arbejdsliv, og hvor vores medarbejdere hver dag er glade for at gå på arbejde, siger Ulla Milling, som også gerne vil sætte sit præg på de indre linjer.
Blandt andet vil hun gerne udvide kontakten og kommunikationen til medarbejderne ”ude i marken” en smule, da det er med til at forkorte distancen mellem medarbejdere og ledelse og skabe en gennemsigtighed og tydelighed omkring fx arbejdsopgaver og forventninger.
Et ordentligt menneske
Ulla Milling har hurtigt bemærket Skive Kommunes tre værdiord, ’Udvikling’, ’Trivsel’ og ’Ordentlighed’. Især kan hun godt lide ordet ’ordentlighed’.
– En af mine personlige værdier er ‘ordentlighed’, vi skal gøre tingene ordentligt og have tillid til hinanden. Vi mærker en tillid fra den øverste ledelse, det er utroligt rart, og hvis vi skal have en velfungerende materielgård, så skal vi også have en høj grad af tillid til hinanden, både medarbejdere og ledelse, siger Ulla Milling.
Kommentarer