Kultur

Anmelderrost lokal film er populær i Skive

Foto: Christian Geisnæs

En sand regn af stjerner er faldet på spillefilmen ”Du som er i himlen”, der baserer sig på Marie Bregendahls roman, ”En Dødsnat” fra 1912. Romanen betragtes endnu i dag på som et hovedværk i forfatterskabet, der minder os om, at tragedien altid kan ramme.

Det lokale udspring for filmen, der er inspireret af en sensommerdag i Fly, har forstærket interessen. I Fly er slægtsgården Bregendal fortsat i slægtens eje, og i dag er det ottende generation, der bor på gården – journalist Uffe Bregendahl og hans familie.

– Vores arrangement søndag den 20. februar, hvor Uffe Bregendahl kommer og fortæller, er allerede udsolgt, selv om der er knapt en uge til. Men jeg vil gerne understrege, at filmen vises alle dage, så der er rig mulighed for at se den, selvom der er udsolgt til arrangementet med Marie Bregendahls slægtning, siger Martin Sørensen. 

Uffe Bregendahl, som er journalist på DR, er vokset op med fortællingerne om forfatteren og har selv researchet spor efter sit berømte familiemedlem. Samtidig er Uffe Bregendahl blevet lidt af en ekspert i den mand, Marie Bregendahl var gift med gennem syv år – Jeppe Aakjær. 

Mange vil huske Uffe Bregendahl fra da han var ansat på TV Midt-Vest. Han har to gange modtaget den journalistiske hæderspris ”Den Gyldne Blok” og blev i 2015 hædret med Aakjærprisen. Det skyldtes blandt andet dokumentarfilmen om Jeppe Aakjærs yngste søn, Esben Aakjær. 

Filmen ”Sir Esben – Sallingbonde & Eventyrer” fortæller historien om en eventyrer og militærnægter, der valgte at gå i krig for at kæmpe for demokratiet under 2. verdenskrig.

– Jeg er født præcis 100 år senere end Marie Bregendahl, der kom til verden i 1867, og jeg glæder mig til at genfortælle nogle af familiens anekdoter, siger Uffe Bregendahl.

Anmelderne er allerede inde på, at ”Du som er i himlen” kan blive én af årets største film-oplevelser. Filmen beskrives som en rørende, smuk og original instruktørdebut af Tea Lindeburg.

I rollen som Lise ses det unge nye talent Flora Ofelia Hoffmann Lindahl. Derudover medvirker kendte skuespillere som Thure Lindhardt, Lisbet Dahl og Kirsten Olesen.

Filmen modtog hovedpriserne for ‘bedste instruktør’ og ‘bedste skuespiller’ på filmfestivalen i San Sebastian 2021 og senest vandt filmen ”Dragon Award Best Nordic Film” under filmfestivalen i Gøteborg i Sverige.

Kommentarer